Det tyske anlæg.
Vores største og ældste anlæg er bygget med Tyskland som forbillede. Her finder du høje bjerge, floder og lange kørestrækninger. På banen kan du f.eks. opleve en vaskeægte ”Hauptbahnhof”, en ”Biergarten” et tysk havneområde, en bjergbane og meget mere. Oplev når natten sænker sig over banen og der kommer lys i perroner og huse. Se togene kører gennem de mørklagte landskaber som en lysende slange.
Materiel på banen
Her kører ikke kun tysk materiel, men også materiel der har krydset grænsen til Tyskland, fra nord, syd øst og vest.
Vi råder over ca. 70 damplokomotiver, 60 diesellokomotiver og motorvognssæt samt 60 ellokomotiver, i alt ca. 190 køreklare enheder. Alle disse viser udviklingen af jernbanemateriellet i perioden fra ca. år 1900 frem til i dag.
Teknikken bag
Anlægget består af 78 hovedblokke, 128 afbrydbare hjælpeblokke, 240 besatmeldere, 235 sporskifte/englændere, 75 signaler samlet af i alt over 3 km ledning. Alle sporskiftere, de 3 store stationer, rangeranlægget, de 2 drejeskiver og skydebroen er forbundet af over 1,1 km skinner.
Der køres ikke med digital styring i lokomotiverne. Den styringsform der anvendes, gør at der kan køre flere tog på anlægget end på normale udstillingsanlæg. Vi kan køre med ca. 35 - 40 tog ad gangen.
Programmet der styrer anlægget er et færdigt program der hedder MpC (Modellbahnsteurung per Computer), det er udviklet af to tyske ingeniører, der også har udviklet al elektronikken.
Tag en tur til Tyskland
Gå på opdagelse i det tyske landskab og oplev de mange forskellige bygninger, områder og ikke mindst forskellige tog. Både børn og voksne elsker at se de mange interaktive ting på banen og nyde de flotte landskaber. Man opdager noget nyt hver gang man tager en tur omkring den tyske modelbane.