Skip to main content

Det amerikanske anlæg

Vores nyeste anlæg tager dig med på en rejse gennem Nordamerika, hvor landskabet veksler mellem frodige landbrugsområder, dybe skove, majestætiske bjerge og tørre ørkener. Den amerikanske bane blev indviet i juni 2025 og er teknisk fuldt operationsdygtig – men landskabet vil fortsat blive udbygget i de kommende måneder, så der hele tiden er nyt at opleve.

Materiel og trafik

På banen kan du opleve nogle af de mest ikoniske tog fra 1940’erne og 1950’ernes USA – dengang diesellokomotiver som F7 og E8 begyndte at fortrænge damplokomotiverne. Flere af de berømte “name trains” som Hiawatha, Super Chief og Empire Builder kører gennem landskaberne som små luksushoteller på skinner, komplet med restauranter, sovevogne og panoramaudsigter.

Godstrafikken fylder også godt på sporene. Lange vogntog glider langsomt gennem landskabet – helt som i virkelighedens USA, hvor jernbanen stadig står for en stor del af godstransporten. Til daglig er der som regel fem store tog i drift, som vi udskifter løbende, så der hele tiden vises nye vogne og lokomotiver fra vores omfattende samling.

Teknikken bag

Alle lokomotiver på anlægget er digitale og mange er udstyret med lyddekodere, der gengiver de karakteristiske motorlyde og hornsignaler. Driften styres med systemet iTrain, og kørslen kan følges på storskærm både af publikum og af vores “lokomotivfører”.

Sporene kræver ekstra præcision, da amerikanske modeltog kører med mindre hjulflanger (RP 25) end europæiske modeller, hvilket stiller høje krav til både spor og opbygning. De fleste lokomotiver og vogne stammer fra den amerikanske producent Walthers, mens flere af landskabets detaljer er specialfremstillet på 3D-printer – blandt andet en flot model af Mount Rushmore og Elvis Presleys hjem, Graceland.

Tag på tur til amerika

Kom og oplev vores amerikanske modelbane – en unik togrejse tværs over et kontinent fyldt med historie, teknik og store naturoplevelser.