VT 95 / 795

I sommeren 1950 begyndte en æra med skinne busser fra Uerdingen, ved leveringen af de 10 forseriemaskiner af typen VT 95. Fra februar 1952 startede vognfabrikken Uerdingen serieleveringen af den enmotorede skinnebus i en første serie på 60 enheder. Efterfølgende byggede både MAN og Lüttgens også eksemplarer af denne skinnebus, der ved sin fremkomst var med til at pensionere mange damplokomotiver, specielt typerne 70, 71, 74, 91 og 98. VT 95 kunne spare meget mandskab og vedligehold i forhold til damplokomtivtrokne togsæt og var derfor med til at bibeholde den lukningstruede trafik på sidebanerne.

Samtidigt med levringen af VT 95 blev bivognen VB 142, der i modsætning til den senere styrevogn VS 98 ikke indeholdte nogle kørekontroller. Det betød at motorvognen, når den kom til en endestaiton måtte lave omløb for igen at være forrest i togsættet. Heldigvis var de udstyret med automatiake Scharfenberg kortkoblinger, så der skulle ikke nogle ud for at koble til og fra. Alligevel var denne bagdel medvirkende til at de lidt nyere VT/VB/VS 98fik overtaget. En anden faktor var også at en VT 95 kun rådede over 81Kw’s motorkraft, hvilket ikke var nok i 1970’ernes trafikmønster.

Til trods for det, blev mange alle VT 95 til type 795 ved den store omlægning i 1967 og alle VB 142 blev til type 995

Selvom der var meget små omkostinger ved sidebanedriften med skinnebusser, blev mange sidebaner alligevel nedlagt. De tiloversblevne tomotorede VT 98 (nu type 798) fra andre sidebaner kunne derfor overtage VT 95’s driftsopgaver. Næsten alle VT 95 var udrangeret inden 1980. Ved skift til sommerkøreplanen 1980, var der for første gang i mange år ikke nogen VT 95 i fast tjeneste. Den sidste, der blev brugt til tansport at DB’s medarbejdere i Køln området blev taget ud af tjeneste i 1985, men der er heldigvis bevaret nogle hos forskellige veteranjernbaner. Til DB’s 150 års fødselsdag i 1985, blev et sæt motorvogn og bivogn totalt renoveret, fremvist og senere med stor succes kørt på museumstogstur i hele landet.

De enmotorede skinnebusser kan deles op i 4 typer:

1. De ti prototyper (VT 95 901 til VT 95 910) med 4.5 meters akselafstand, der i slutningen af foråret blev leveret fra Uerdingen til DB. De var let genkendelige med taget trukket lidt ud over forruden, nærmest som en kasket. Let genkednelig var også de primitivt virkende puffere og lastbilkoblingen til påhæng af bivogn.

2. VT 95 911, med to døre på hver side, som de der blev leveret til de Luxemburgske jernbaner (CFL).

3. VT 95 912. Gennembruddet og opgør med lang tids tradition om at en skinnebus maksimalt kan have 4,5 meters akselafstand. Med sine 6 meter mellem hjulene bød VT 95 912 sine passagerer velkommen med betydeligt bedre plads og komfort.

4. Serieleveringen af Uerdinger skinnebussen. MAN fik frem til 1955 ordre på nogle der blev bygget på licens hos dem. I alt blev det til 584 motorvogne af type VT 95 som DB fik leveret. I dette tal er der også de 15 styk Saarlands jernbaner fik bygget på licens hos Lüttgens mellem 1956 og 1958 og som senere kom ind under DB’s bestand.

Passende til forseriemaskinerne kom også 6 bivogne med en akselafstand på 4,5 meter, de blev leveret delvist med og delvist uden pakkeafdeling. Til serieleveringen kom deer selvfølgelig også bivogne i passende design, heraf også nogle med kombineret pakke og postafdeling. Til endnu størrere pakker, cykler og ski, fandtes en enakslet anhænger med en egenvægt på to tons. I alt fik DB 563 bivogne leveret.

Serieleveringen af VT 98, en tomotoret skinnebus med normale koblinger og puffere, begyndte i 1955. Konstruktionen med to motorer var i forvejen afprøvet i 3 modificerede VT 95.

I løbet af deres næsten 30 årige indsatsperiode, forblev alle skinnebusser næsten originale. De største forandringer var ombygning fra Büssing motorer af typen U 9 og U 9 A til den nyere type U 10 i årene 1959 til 1965 og indbygningen af sikkerhedsystemet indusi, der efter mange problemer kom til at virke og blive installeret i VT 95 fra 1971. I alle årene, blev der ikke skrevet meget om VT 95. Efter postyret om de nye køretøjer havde lagt sig, hørte man kun meget lidt til dem i medierne og på skrift. Sikkert fordi de ikke var nogen prademaskiner, men bare helt almidelige tog man så over det hele. Den vigtigste rolle som personflytter ses, hvis man ser på planlagte afgange i sommerkøreplanen iområdet omkring Wuppertal i 1956. Her stod de 46 skinnebusser for 597 af de 1864 planlagte tog i planen

Den 1. januar 1968 fik alle VT 95 nyt typenummer VT 95.91 til 95.96 blev til 795.1-6. VT 95.99 blev til 795.9. Samtlige forseriemaskiner var på det tidspunkt udrangeret eller ombygget til tjenestefartøjer, så de behøvede ikke en nummerserie.

Først fra midten af halvfjerdserne begyndte den hurtige afmønstring af “Sidebanernes redning”, da kørslen på endnu flere sidebaner blev nedlagt og erstattet af busser. 30 Juni 1979 var deofficielle antal 795vnede på 95 enheder, hvoraf 5 reelt set var ude af drift.

I årene 1963 til 1977 blev 6 motorvogne ombygget til tjenestefartøjer, det drejer sig om følgende køretøjer:

Nr.	Bygget af	Hjemmehørende	Indsatsområde
724 001	VT 95 906	Wuppertal	Indusi-Prøvevogn
724 002	795 471	Wuppertal	Indusi-Prøvevogn
724 003	795 144	Wuppertal	Indusi-Prøvevogn
727 001	795 313	München Hbf	LZB-Prøvevogn
728 001	795 447	Osnabrück	Mandskabsvogn
728 002	795 448	Osnabrück	Materielvogn

728 001 og 728 002 blev benyttet ved elektricificeringen af Emslandstrækningen. 795 308 og 795 393 havde under snekatastrofen i 1979 et specielt arbejde, de kørte rundt på Hamborgs banenet og smeltede is på den sideliggende strømskinne, inden de i slutningen af 1979 blev skrottet.

Vi råder over en model af 795 med tilhørende 995 bivogn.