V 65

V65, en forvokset V60, men til strækningskørsel.
Efter anden verdenskrig udbrød der “krig” i mellem de forskellige lokomotivfabrikanter. Over alt i Europa var der brug for nye billige og driftsikre diesellokomotiver. MaK i Kiel var en af krigsherrerne og de havde, som mange andre producenter, et bredt program af lokomotiver, ganske traditionelt opbygget med trækstænger mellem drivhjulene. Den moderne teknik med kraftige hurtigtgående kardanaksler var stadigvæk kun i sin spæde start (eksempelvis med V 80), så man rakte ud efter den kendte og ikke mindst pålidelige teknik fra tidligere små dieselmaskiner.
MaK udviklede derfor en række tre og fire akslede lokomotiver med forskellig motorkonfiguration. Da typeprogrammet (indkøbssedlen kan man vel godt kalde det) for DB også indeholdte et 4 akslet lokomotiv med 650 HK til sidebanerne, byggede man videre på standardlokomotivet type 600 D og kunne ved få ændringer tilbyde lokomotivet type V 65. Forskellen ned til 600 D var ud over ekstra 50 HK et lidt anderledes udseende med blandt andet de fritstående lygter og glattere overflade på de 2 motorhuse. DB fik leveret de 15 lokomotiver i 1955-56, det blev kun til de samme 15, da man efterfølgende hellere ville satse på lokomotiver af typen V 100 der ikke besad den stive ramme og de lange (om end delte) trækstænger, men derimod de mere moderne kardanaksler og langt bedre køreegenskaber.
Det 10,74 meter lange lokomotiv vejer 54 tons og til trods for en akselafstand 5,8 meter kan det alligevel køre i kurver med en radius så langt ned som 50 meter, på grund af sideforskydelige aksler og delte trækstænger. Motoren med de 650 HK stammer fra MaK’s produktion af skibsmotorer. Derfor går den ikke mere end 750 omdrejninger i minuttet ved fuld ydelse, hvilket er langsomt i forhold til samtidige dieselmotorer i lokomotiver. Den har også installeret en koksovn til forvarmning af motor.
Lokomotiverne kørte både person og godstogsdrift på sidebanerne, men blev hurtigt afløst at V 100 og endte som rangerlokomotiver i Hamburg og Puttgarden. Her fik de efter nummeromlægningen i 1968 betegnelsen 265, men de fleste blev udrangeret i løbet af de næste 10 år. Tilbage er der kun V 65 001 og 011, der begge er tilknyttet museumsdrift. V 65 001 tilhører Osnabrücker Dampflokfreunde og er i køreklar stand, hvorimod V 65 011, der tilhører DB museumstog i Koblenz.
Vores model er lavet af japanske KATO og er en model af førnævnte V 65 011.