V 219/229

Siden 1967 fik DR dækket deres behov for store diesellokomotiver til hovedlinierne ved import af maskiner fra Sovjetunionen. Ud over dette, havde man også brug for maskiner med mindre akseltryk til både gods og passagerdrift på sidebanerne.

Sådanne maskiner skulle have kræfter nok til at overtage tilsluttende trafik på hovedlinierne. Et andet krav var at der skulle være elektrisk vognopvarmningsanlæg for at følge den internationale trend med elektrisk opvarmning af vogne i stedet for damp og at forsyningen af el til hele toget skulle komme fra lokomotivet. Disse tekniske egenskaber blev bedst opfyldt af et dieselhydraulisk lokomotiv med både treakslede trækbogier og en generator til togopvarmning. Da man havde god erfaring med maskinerne fra serien V 118.2, brugte man det mekaniske koncept fra disse som basis for videre udvikling.

Da det tidligere DDR ikke havde lov til at udvikle og producere diesellokomotiver over 2000 hk, i følge konvetionerne for gensidig økonomisk assistance, blev de tekniske krav vidergivet til den rumænske virksomhed “Lokomotivfabrik 23. august” i Bukarest. Ved bestillingen af lokomotiverne var det et krav at tidligere kendte dele fra serierne V 105/106, V 110/112 og V 118/118.2 skulle bruges så behovet for nye reservedele ikke var stort. De nyudviklede dele, såsom motorer og den hydrauliske gearing, skulle være af et sådan design at de også kunne bruges ved moderniseringen af serien V 118.2.

I oktober 1974 blev 2 prøvelokomotiver sat i ordre til udvikling og produktion. Den første maskine, som blev færdiggjort og testet i midten af 1975 fik nummeret V 119.001, den gav det endelige udslag for kontrakten der blev underskrevet i Bukarest 1. januar 1977. I oktober 1977 fulgte maskinen V 119.002 der sammen med V 119.001 var stationeret i Halle, hvor de undergik forskellige tests. Disse tests viste behov for små ændringer af den oprindelige konstruktion, som blev gennemført på 8 forseriemaskiner.

Det viste sig dog hurtigt at de rumænsk byggede lokomotiver havde mere alvorlige fejl, vandpumper gik i stykker, kølere lækkede og motorer havde nedbrud. Det gav dem deres tilnavne så som “Karpaternes skræk” (karpaterne er Europas næststørste bjergkæde de starter på grænsen mellem Polen og Tjekkiet/Slovakiet fortsætter gennem Rumænien og ender i Rumænien) og “ubåde” på grund af deres ofte besøg i værkstederne. Det var altså ikke kun på grund af deres specielle udseende med “koøjer” og deres hjemegn fik de tilnavnet Thüringen ubådene. Det endte med at DDRs egne værksteder måtte reparere i et væk og erstattede til sidst de rumænsk licensbygget Maybach motorer med den motor man i forvejen selv havde bygget og brugt i serie 118.

I 1980 var bestanden af maskiner af typen 119 oppe på 17, de kørte hovedsageligt i området omkring Thüringen og tog så småt over efter dampmaskiner af serierne BR 50, 52, 58.1 og 95. I 1985 blev indkøb af maskiner af serien V 119 stoppet med leveringen af nummer V 119.192. Maskinerne fra nummer V 119.117 fik et nyt frontdesign med det centrale “A” under frontruden i stedet for den tidligere placering over ruden. Siden 1. januar 1992 er alle maskiner omdøbt til V 219 i overensstemmelse med den nye nummerplan.

Da det tidligere Østtyskland blev integreret i Vesttyskland besluttede DB at 20 maskiner skulle opgraderes til kørsel med IC tog på hovedlinierne. Lokomotiverne blev udrustet med forbedret elektrisk og elektronisk udstyr. Ved udskiftning af motorer og ved montering af nyt hydraulisk system kunne maskinerne godkendes til kørsel med 140 km/t. Entreprisen på totalombygning af lokomotiverne gik til Krupp Trafikteknologi i Essen og den 4. maj 1992 var den første ombyggede maskine med nummeret V 229.100 (tidligere V 119.100) klar til drift. Alle maskiner af serien V 229, med deres 3550 hk’s motor, har hjemme i Berlins Pankow station. Her er de indsat i EC/IC tjeneste. De resterende lokomotiver med 2675 hk har deres arbejdsområde i Thüringen, Lausitz, Magdeburger og Dresden.

I December 2000 var der 127 lokomotiver af typen V 219 tilbage og 10 af typen 229. De blev stille og roligt udrangeret og enkelte solgt til Balkan og i 2004 er der kun 2 tilbage hos DB museum, hvoraf den ene (219 139) kun er blevet gemt for at kunne levere reservedele til den anden (219 084).

Her på anlægget har vi en maskine af typen V 219 og en af typen V 229.