Scandia skinnebus.
“Privatbanernes lyntog”, den lille svenske revolution på de danske privatbaner.
Efter 2. verdenskrig var der stort behov hos privatbanerne for fornyelse af motormateriellet som var hårdt medtaget af krigens store trafik.
Men før vi kommer videre, må vi lige en tur over Øresund og lære lidt svensk jernbanehistorie.
Hilding Carlsson skinnebussernes historie begyndte i 1932, hvor de svenske jernbaner placerede en ordre hos Hilding Carlssons mekaniske værksted i Umeå på en større toakslet dræsine til brug i turisttrafikken på malmbanen og den nordlige del af indlandsbanen. Dræsinen vakte opsigt, der kom ordrer på større modeller og den egentlige skinnebus var født.
Der leveredes til SJ og flere privatbaner et stort antal toakslede skinnebusser i de næste år og det var i denne tid Hilding Carlsson skinnebusserne fik sin karakteristiske skrå front, som kendetegner skinnebusserne.
I 1937 lancerede Hilding Carlsson bogieskinnebussen. Den havde flere siddepladser, bedre køreegenskaber og et toilet blev standard. I begyndelsen indbyggede man den samme sekscylindrede Scania motor som var i de 2 akslede skinnebusser, men de blev snart skiftet ud med en kraftigere ottecylindret motor. Samtidig gjordes vognkassen lidt længere og antal siddepladser kunne øges. Med den kraftigere motor kom også muligheden for at have en bivogn med. Der byggedes toakslede bivogne, men hurtigt kom der også bogies under bivognene.
Det var Hilding Carlsson skinnebusser privatbanerne gerne ville have, men på grund af valutarestriktioner kunne man ikke bare købe ind i udlandet.
Løsningen blev at Scandia i Randers byggede en let ændret udgave på licens med motorer fra Frichs i Aarhus.
De allerførste skinnebusser kom med en 160 hk motor fra Scania, men hurtigt kom Frichs til at leverer motorer. Motoren var placeret i det ene førerrum og på motoren sad kobling og gearkasse med fire gear. Fra gearkassen gik der en kardanaksel ned til et vendegear under midten af skinnebussen og herfra trækaksler ud til den inderste aksel på hver bogie. Disse vendegear kom senere til at skabe problemer, hvorfor en del privatbaner i de senere år begyndte at vende skinnebusserne på drejeskiver. Frichs motorerne viste sig ikke alt for pålidelige og blev senere skiftet til Leyland motorer.
Første serie fra 1948 var på 50 skinnebusser, der blev fordelt til omkring 30 privatbaner.
Skinnebusserne var 14,2 meter lange, havde en hjulafstand på 2 meter i hver bogie og 61 cm store hjul. De små hjul gav mulighed for en lav vognbund der var 82 cm over jorden og skinnebussernes totalhøjde var 3 meter. Maksimalhastigheden var 75 km/t.
I 1951 byggedes en ny serie på 36 skinnebusser, der blev fordelt til 23 privatbaner. De væsentligste forskelle er bredere døre på serie 2 og fjernelsen af tagbagagebæreren.
Skinnebusserne var med til at redde økonomien på mange privatbaner. Man kunne nedsætte betjeningen til en mand og så var de meget bedre til at udnytte brændstoffet end lokomotivtrukne tog. I en lang årrække var det eksempelvis skinnebusser der stod for den daglige drift på AHTJ (Aarhus Hammel Thorsø Jernbane). På mange privatbaner kunne man med de nye skinnebusser hæve maksimalhastigheden fra 45 til 75 km/t, hvilket var et kæmpe fremskridt.
Skinnerbusserne havde sin storhedstid i halvtredserne og tresserne. Men med privatbanernes nedlæggelse forsvandt også mange skinnebusser. Enkelte er i dag bevaret musealt.
