Rheingold
Historien om de legendariske Rheingold tog.
Fra London til Basel.
Fra midten af 1920’erne var der en stigende trafik af velhavende rejsende fra De britiske Øer, der som hovedmål havde ferielandet Schweiz, og i nogen grad også Schwarzwald og kurbadene i Baden-Baden.
Der var mindst 6 mulige ruter at vælge mellem, afhængig af den valgte overfart over Den engelske Kanal. Fælles for dem alle var et antal togskift og flere pas- og toldeftersyn undervejs, hvilket gav besvær med bagagen og lange rejsetider på 14-22 timer.
Den længste rute gik via Tyskland, nemlig: London – Hoek van Holland – Rotterdam – Köln – Mainz – Basel. En strækning på 662 km med en varighed på 22 timer.
Nyt tog – nye vogne.
For at nedbringe rejsetiden og få del i det stigende antal rejsende, besluttede Deutsche Reichsbahn at indsætte et luksustog med gennemgående vogne fra Hoek van Holland med toldkontrol undervejs inde i toget.Vognene blev smagfuldt indrettet i samarbejde med forskellige førende tyske kunstnere, der satte deres eget præg på de enkelte vogne. De rejsende kunne således udsøge sig den vogn, de syntes bedst om.
Der var forholdsvis store borde med læselampe mellem sæderne. Dermed kunne man spare særlige Restaurantvogne, idet måltiderne blev serveret ved siddepladserne i stedet. For at klare dette, var der en køkkenafdeling i hver anden vogn. Udvendig var vognene let genkendelige med deres violet / cremefarvede bemaling samt navnet RHEINGOLD skrevet med gyldne bogstaver hen over siden. De var beregnet til en topfart på 100/110 km/t.
Trafikken.
Ved starten 15. maj 1928 var der 8 1. klasses og 12 2. klasses vogne, samt 3 bagagevogne til rådighed for de 3 nødvendige togstammer. For at undgå for megen rangering, når toget skiftede retning, ved sækbanegårde, blev der senere indsat bagagevogne i begge ender af stammen. Snart måtte man bestille flere 2. klasses vogne for at klare det stigende antal passagerer. Der blev også oprettet tilslutningstog til Zürich. Fra midten af 1930’erne dalede passagertallet dog igen på grund af nazi-regimets stadigt dårligere rygte.
I Tyskland blev toget i starten trukket af en bayersk S 3/6 maskine (Br 18.4) til Karlsruhe, hvor der skiftedes til en Badisk Ivh (Br 18.3), begge gamle kendinge fra länderbahntiden. Lidt efter lidt overgik trækkraften dog til enhedslokomotivet Br 01.
Ny start efter krigen.
2. verdenskrig satte en stopper for toget i efteråret 1939, og først i 1951 startede Deutsche Bundesbahn et nyt forsøg. De fine gamle vogne var dog ødelagt, eller spredt for alle vinde, så man greb til anvendelse af brugte, såkaldte skørtevogne, fra slutningen af 30’erne, nu med blå bemaling og sølvfarvet navnetræk, og nu også 3. klasse.
Succes’en var så stor at der hurtigt måtte indsættes flere expresser : Rheinblitz, Rheinpfeil og Loreley-ekspress. Fra 1958 kom der nye lange fjerntogsvogne og i 1962 yderligere særlige udsigtsvogne og en 2-etagers spisevogn i blå/elfenben bemaling.
Trækkraften var nu elektrisk med E 10, senere E 10.12 (112) med højere gearing og strømlinet design. Fra 1965 trak type 103, og samme år blev ekspresserne optaget i det nye TEE – system. Sommeren 1987 forsvandt navnet endeligt fra køreplanen. En æra var slut.
