ÖBB 2045

Efter anden verdenskrig i 1948 bestilte de østrigske jernbaner 20 diselelektriske lokomotiver til drift på hovedstrækningerne. Maskinerne blev efter amerikansk forbillede udstyret med et enkelt førerhus i midten af lokomotivet. Færdiggørelsen af lokomotivet blev lavet af firmaet SGP (Simmering-Graz-Pauker), der stod for den mekaniske del og motorerne. Brown-Boveri leverede banemotorerne og Elin generatorerne.

På grund af mangel på råstoffer efter anden verdenskrig, blev første lokomotiv først leveret i 1952 og de resterende frem til 1955.

Ret interessant for disse lokomotiver er den symmetriske opbygning af lokomotivet. Begge kraftanlæg (motor + generator) er placeret under hver sin ende. Hver motoroverbygning er placeret på en ramme og kan let fjernes med en kran, hvilket gør lokomotivet let at servicere. Motorene var SGP’s egen udviklede S12a, en videreudvikling af de motorer der blev brugt i motorvognen type VT 44 (senere 5044). Motorene ydede tilsammen 1000HK og gav lokomotivet en topfart på 90km/t, hvilket gjorde den velegnet til den lette hurtigtogstjeneste på hovedbanerne.

Lokomotiverne af typen 2045 var ikke særligt vellidte ved lokomotivpersonalet. I den ene side af førerhuset var der placeret et dampvarmekedel til vognvarme, hvilket gjorde pladsen trang. I den anden var udsigtsforholdene ikke særligt gode, hvilket man forsøgte at afhjælpe med spejle så man havde strækningsudsyn på begge sider af maskinen, fra den ene side af førehuset.

Indsatsområde

De første maskiner kom efter deres levering til at operere i området syd for Wien, hvor de hovedsageligt kørte med passagertog. På grund af sine beskedne ydelse måtte de have hjælp af et ekstra lokomotiv op af Semmeringstrækningen. Selvom det havde en beskeden vægt (69 tons) havde det alligevel for højt akseltryk til sidebanerne, der dengang kun var bygget til mellem 14 og 16 tons akseltryk. Ud over Wien syd var 2045 også stationeret i Lienz (Pustertal) og Linz, senere også Wien FJB. I 1960’erne blev de fleste flyttet til Linz, hvor de mest blev brugt på de ikke elektricificerede strækninger til Summerau og på Pyhrnbanen.

Efter elektricificeringen af også de strækninger gled 2045 længere og længere ned i rækkerne, først som sidebanelokomotiver og til sidst som rangerlokomotiver. Fra 1977 var alle lokomotiver stationeret i Krems/Donau, hvor de kørte på Donaufeerbanen til St. Valentin i Kamptal og strækningerne i Waldvirtel. Her havde de deres sidste indsatsår og de sidste lokomotiver blev udrangeret i 1993.

Udseende

De første lokomotiver blev leveret i brun, men efter kort tid, blev de alle malet om til grangrøn, en farve de beholdte i mange år. Bogies var malet sort og taget sølvfarvet.

De første ombygninger gjaldt udstødningen, der blev gjort lidt højere med en kort overbygning på den skrånende skorsten. Der blev også monteret en kasse med ekstraudstyr på den ene sidegang så det var umuligt at komme den vej ind i førehuset. Højere gelændere blev der også lavet, samt en tredje højt monteret frontlygte

Efter omlakering til ÖBB’s nye standardfarve, blodorange, kom der igen en runde med ombygninger. For at dæmpe en del af støjen blev alle luftgitre i sidedørene på de to motoroverbygninger lukket og et nyt luftindtag monteret oven på i stedet. Lokomotivfløjten blev fjernet og der kom også røde slutlygter, nogle maskiner fik en rød slutlygte andre to per ende.

Maskinerne fik også det nye ÖBB emblem i stedet for det gamle, tagene blev malet elfenbenfarvet, som igen senere blev til umbragrå på både tag og bæreramme, i samme ombæring som de fik monteret computerlitreringer

På grund af den lette udskiftning af motoroverbygningen kunne man nogle gange se et lokomotiv med forskellige farver, endda nogle med en oprindeligt grangrøn overbygning i den ene ende og en top moderniseret blodorange i den anden.

Overlevende maskiner

Til festlighederne ved banernes 150 års jubilæum i Østrig, blev 2045.20 igen malet grangrøn, dog bibeholdte lokomotivet støjdæmpningen og dermed det ændrede udseende. Derefter er lokomotivet ofte blevet brugt til særtog. Ud over 2045.20 er også 2045.01 bevaret. Efter endt tjeneste hos ÖBB kom lokomotivet til Martinsberger lokalbaneforening, hvor det, med sine to forkellige motoroverdækninger, havde en kort driftsperiode indtil det blev opmagasineret i Waldkirchen. Herefter overtog “Østrigske klub for diesellokhistorie” lokomotivet og brugte årene 1997 til 2000 til at renovere det og føre det tilbage til origial stand som da det blev leveret, det vil sige nye (gamle) motoroverbynginger og brun lakering.

Ud over disse to er der også enkelte maskiner der ikke er køreklare. 2045.017-7 står på jernbanemuseet i Sigmundsherberg. 2045.13 står som mindesmærke ved værkstedet i St. Pölten, som tog sig af alle ombygninger og istandsættelser af type 2045. Til sidst er 2045.019 opstillet hos forbundet af jernbanevenner i Gross Schwechat.

Teknik

Akselafstand	10 600 mm
Længde	14 800 mm
Maksimum hastighed	90 km/t
Hjulstørrelse	960 mm
Vægt	68,3 T
Ydelse	735 kW
Akslerækkefølge	Bo’Bo’
Afstand mellem drejetappe	7700 mm
Hjulafstand i bogie	2900 mm

Modellen

Vi har en enkelt model af 2045 i blodorange med computerlitrering og moderniserede motoroverbygninger.