Farver

Deutsche Bundesbahn farver

I begyndelsen af de tyske baner var der mange små selskaber i der hver havde deres eget farvepræg. Mange havde strålende grønne og kraftige blå farver. Vognene var på samme måde i både flotte og forskellige farver.

Ved DRG’s oprettelse omkring 1920 forsøgte man at samle op på lokomtiver og farver, både rent teknisk, men også farvemæssigt. De fleste damplokomtiver var sorte, en praktisk farve til den type, men nogle af de store lokomotiver og motorvogne fik andre farver. Eksempelvis blev den strømlinede BR 05 001 malet kraftigt rød og de dengang helt nye motorvognssæt VT 137 blev også malet i strålende farver. Frem til slutningen af 1940’erne holde disse farver stik, med undtagelse af ellokomotiver, der var skiftet fra blågrå til grønne.

Efter anden verdenskrig begynder der så at komme nye farver til. Nye diesellokomotiver og motorvognssæt males alle purpurrøde, personvogne fortsætter med at være grønne og godsvogne rødbrune. I 1952 ommales og leveres fjerntog i en stålblå farve. I 1956 kommer så den nye “DB kiks”, samtidigt leveres nye første klasses vogne i blå, tredje klasse bortfalder helt og gamle grønne moderniserede vogne får på første klasse en gul stribe under taget.

I 1957 leveret så VT 11.5 (senere VT 601), et helt nyt koncept med to “lokomotiver” i hver sin ende af et tog. Den får de nye TTE (Trans Europa Express) farver beige og purpurrød, for at markere ændringen. næste ændring er i 1959, nye nærtrafikvogne kaldet “silberlinge” holdt i rustfrit stål. Ellokomotiver med en topfart over 120 km/t males nu koboltblå og rangerlokomotiver (eks. E 160) ommales til vinrøde.

De klassiske tog “Rheingold” og “Rheinpfeil” ændrer farve i 1962, fra tidligere at have være lilla og elfenbensfarvet, bliver de, med indsættelse af nyt materiel nu blå og elfenbenfarvet. I forbindelse med disse ændringer bliver alle TEE tog, ikke kun VT 11.5, i 1966 malet beige og purpurrød.

I 1972 starter der et forsøg med nye vognfarver. Alle nye vogne males i en “pop” lakering, grundfarven her er kieselgrå med et farvet vinduesbånd der angiver vognetypen. Første klasse får orange bånd, anden klasse får blå. Liggevogne får lilla bånd, spisevogne får røde og pakvogne får grønne vinduesbånd. Disse farver slår aldrig rigtigt i gennem og ændres allerede i 1974. Her bliver alt personvognsmateriel, undtagen TEE, IC (Inter City) og “silberlinge”, beige og oceanblå. DSG, et firma der driver sove og spisevogne, får dog lov til at beholde deres egne farver.

Disse farver holder frem til 1986/87, så skal lakeringsarbejdet igen i gang. Alle lokomotiver males hindbær/orientrøde, som senere ændrer farvetone en lille smule til “verkehrsrot” (trafikrød). Personvognene får også den store tur, grundfarven bliver nu en meget lys grå med en bred tofarvet markering. ICE (Inter City Express) og IC vogne får rød markering med pink stribe. IR (interregional) får mellemblå med lysblå stribe, regionale nærtrafikvogne, incl. “silberlinge” får tyrkis markeing med lys stribe og S-baner (lokaltog i byerne) får orange markering med en gulokker stribe.

I 1994 er sammenlægningen med DR i fuld gang og man beholder de farver der er i forvejen, hvilket i første ombæring giver en lidt rodet farvesammensætning, inden man får ommalet det tidligere østtyske materiel. Man finder samtidigt et nyt logo, der er stort nok til at kunne dække over de gamle på alle lokomotiver.

I 1997-98 ommales mange IC vogne igen, de går væk fra den pink stribe og den orientrøde bliver “verkehrsrot” i stedet. Der går dog ikke mange år, før det farveskema igen falder bort og i dag (2004) ommales alle fjerntrafikvogne i ICE farver.