ETA 150
Batterimotorvogn og bivogn til nærtrafik.
I De mange års gode erfaringer med de gamle preussiske ETA 177/178, samt yderligere erfaringer med ETA 176, besluttede DB sig for at få bygget endnu en serie akkumulatormotorvogne. Fra 1953 og fremefter blev det til 232 motorvogne af type ESA 150 og 216 styrevogne type ESA 150.
ETA 150 var en mere simpel konstruktion, der var lettere at bygge og man monterede også normale koblinger og puffere, så man havde mulighed for at tage en almindelig personvogn med på slæb, hvis det var påkrævet. Vognkassen er symmetrisk opbygget omkring dørene i midten og til hver side er der et passagerrum. I den ene ende var der gjort plads til et pakrum og der fandtes også toiletter ombord. De enkelte afdelinger var adskilte med skydedøre. I hver ende var der smalle indgangsdøre og en førerstand.
Gennem tiden blev ETA bygget i forskellige udgaver, de største forskelle var i indretningen.
ETA 150 001 til 030 (“nulserie”) havde 92 siddepladser på anden klasse placeret med 3 sæder på den ene side af midtergange og 2 på den anden (3+2 sædekonfiguration).
ETA 150 101 til 112 og 120 til 138 kaldet “Hamburg” havde 66 siddepladser på anden klasse med sæderne placeret i 2+2 konfiguration og bød dermed på bedre siddekomfort. Dertil kom også en lille første klasse med plads til 8 personer.
ETA 150 113 til 119, 501 til 508 samt 581 til 603 kaldet “Bremen” havde 42 sidde pladser på anden klasse (2+2) i den ene vognhalvdel og 19 siddepladser på første klasse i den anden (sædekonfiguration 2+1, altså endnu bedre plads).
ETA 150 509 til 580, 604 til 661 samt 652 til 661, kaldet “6er afdeling 1. klasse” med 58 siddepladser på anden klasse, samt 6 pladser på den lille første klasses afdeling med sidegang.
Fra 150 501 forhøjede man batterikapaciteten fra 390kWh til 520kWh og dermed forhøjede rækkevidden fra cirka 300 til cirka 500 km på en opladning.
Styrevognene der udelukkende havde anden klasse og en enkelt førerstand, byggedes i 2 udgaver:
ESA 150 001 til 020 med 92 siddepladser i 3+2 konfiguration.
ESA 150 021 til 216 med kun 74 siddepladser i den mere komfortable 2+2 sædekonfiguration
Motorvognene havde træk på 2 aksler på den ene bogie, en tophastighed på 100 km/t og en vægt på 49 tons (56 tons for 150 501 og fremefter). De var 23,4 meter lange og alle blev leveret i vinrød farve. En del togsæt blev i midten af 1970’erne malet om i oceanblå-beige farver som datidens farveskema dikterede. I 1982 begyndte udrangeringen at ETA 150, men aligvel blev 4 togsæt i 1993/94 moderniseret med ny indretning og malet i de nye regionaltogsfarver mintgrøn-hvid sponsoreret af Nokia og indsat på strækningen Bochum–Gelsenkirchen (Nokia havde en stor fabrik i Bochum). 23. September 1996 blev sidste BR 515 som de kom til at hedde ved nummeromlægningen i 1968, endegyldigt taget ud af drift.
ETA 150 kom hovedsageligt til at køre i flade områder, da stigninger kræver megen energi at overvinde og det tapper megen strøm fra batterierne og dermed rækkevidde på togsættet. Indsatsområderne var Ruhr, Schleswig-Holstein, østlige og sydlige Niedersachsen, Westerwald, Sydhessen og Sydbaden. Fra 1978 til 1988 kørte de også på strækningen fra Aachen i Tyskland til Maastricht i Holland.
På grund af de tunge batterier ophængt under selve motorvognene, begyndte en del af dem at bøje nedad på midten. Det gav dem øgenavnet “hængebuesvin”.
Vi har på banen en velkørende model af ETA 515 + 815 fra japanske Kato, som regel i drift. Herudover har vi et par Lima modeller af ETA 150, som – grundet deres aldrende konstruktion og heraf manglende gode køreegenskaber – kun vises frem ved udstillinger.
