Det tyske anlæg

Vores største og ældste anlæg der er bygget med Tyskland som forbillede, med høje bjerge, floder og lange kørestrækninger. Her kører ikke kun tysk materiel, men også materiel der har krydset grænsen til Tyskland, fra nord, syd øst og vest.

Vi råder over ca. 70 damplokomotiver, 60 diesellokomotiver og motorvognssæt samt 60 ellokomotiver, i alt ca. 190 køreklare enheder. Det drejer sig overvejende om modeller af tyske maskiner, og viser udviklingen af jernbanemateriellet i perioden fra ca. år 1900 frem til i dag.

Her er de tidlige typer damplokomotiver fra länderbahn-tiden, nogle i original grøn bemaling, og de første el- lokomotiver i den karakteristiske firkantede facon og med trækstænger på drivhjulene.

Derefter følger tiden fra 1920 med Deutsche Reichsbahn, hvor nye damp-lokomotiver udvikles og el-lokomotiverne videreudvikles. I 30’erne skal der for alvor fart på med strømlinede dampmaskiner, bl.a. den røde type 05, der under en prøvekørsel kom over 200 km/t. Her har vi også de nyudviklede lyntogssæt med dieselmotorer, som indsattes i trafikken mellem de store byer, f.eks. “Fliegende Hamburger” mellem Berlin og Hamburg.

Fra krigsperioden har vi tog med camouflagebemaling, propagandapåskrifter samt østrigske maskiner indlemmet i det tyske driftsmateriel.

I 50’erne opstår nye enhedslokomotiver type 23 og 10, og dampdriften forsætter til begyndelsen af 70’erne, men trænges i denne periode mere og mere tilbage af nyudviklede diesel- og el-lokomotiver, som produceres i store sammenhængende serier.

Allerede i midten af halvtredserne er dampen på tilbagetog på sidebanerne, hvor de udskiftes med lette motorvogne der kræver mindre mandskab om bord.70’erne og 80’erne byder på endnu flere nye lokomotiver. Nu bliver der eksperimenteret med hurtige motorvognssæt og meget kraftige ellokomotiver. Udviklingen inden for ellokomotiver tager et kæmpeskridt fremad, da man bygger thyristor styrede lokomotiver.

Det fører til bygningen af et komplet ICE højhastighedsnetværk der stadig er under udbygning.

Frem til i dag er udviklingen ikke stået stille, nærmest tvært imod. De samlede tyske baner er gjort tilgængeligt for mange forskellige operatører som alle kræver noget forskelligt af deres tog. Nogle indkøber gamle udrangerede lokomotiver, renoverer dem og bruger dem til transporter af store mængder gods. Andre køber helt nyudviklede lokomotiver til gods og personlokomotiver.

DB renoverer sågar gamle østtyske diesellokomotiver og sælger dem til sine konkurrenter. Der kommer masser af nye togselskaber på skinnerne, hver med sin egen specialitet og ikke mindst design.Inden for persontogsområdet vinder moderne motorvogne kraftigt frem og de lokomotivtrukne togsæt bliver kortere med kører med tættere interval.

De kraftige ellokomotiver bygget i slutningen af 60’erne og 70’erne bliver udrangeret, da de er udtjente, og erstattet af nye.

Kort teknisk beskrivelse af anlægget.

Anlægget består af 78 hovedblokke, 128 afbrydbare hjælpeblokke, 240 besatmeldere, 235 sporskifte/englændere, 75 signaler samlet af i alt over 3 km ledning. Alle sporskiftere, de 3 store stationer, rangeranlægget, de 2 drejeskiver og skydebroen er forbundet af over 1,1 km skinner.

Der køres ikke med digital styring i lokomotiverne, så alle klubbens medlemmer kan derfor komme med deres egne lokomotiver og sætte dem på uden dyre ombygninger. Den styringsform der anvendes, gør at der kan køre flere tog på anlægget end på normale udstillingsanlæg. Vi kan køre med ca. 35 – 40 tog ad gangen.

Programmet der styrer anlægget er et færdigt program der hedder MPC (Modellbahnsteurung Per Computer), det er udviklet af to tyske ingeniører, der også har udviklet al elektronikken. I PC´en er der monteret et specielt udvidelseskort der kommunikerer til elektronikken. Dette foregår serielt ud til de forskellige typer styrekort.

Måden at kortene er lavet og monteret på, gør at et kort hurtigt kan udskiftes hvis der opstår en fejl, fordi der ikke er nogen bestemt adressering af det enkelte kort. Klik her for at se hvordan skærmen ser ud under drift.Et hovedblokkort indeholder 2 hovedblokke, som er 2 separate spændingsregulatorer der hver kan styre en strækning. Spændingsregulatorerne virker efter et princip der kaldes PWM (Pulse Width Modulation), der altid sikrer maksimal strøm ud til lokomotivet, selv om den kun skal bruge en lav spænding. Selve elektronikken der forsyner sporene med strøm er isoleret fra resten af kortet med optokoblere, der gør at der ikke kommer elektrisk “støj” tilbage til computeren.

Fra kortet sendes der meldinger tilbage til computeren om sporet er optaget eller kortsluttet, desuden kan der tilsluttes 4 kontakter til andet brug.Et hjælpeblokkort indeholder 4 separate blokke der kan slukkes for med et relæ på kortet. Hver hjælpeblok kan melde tilbage til computeren om sporet er optaget og på kortet er der indgang for 4 kontakter.

Et belagtmelderkort indeholder 8 kredsløb der kan “se” om et sporstykke er optaget. Disse meldere bruges på for at indikere om et tog er kommet frem til f.eks. et signal, et punkt på et spor hvor det skal stoppe eller som et start eller slutpunkt for de 8 hastighedsmålestrækninger.På alle skinnestrækninger bliver der altid set efter om der holder et tog eller en vogn. Dette bevirker at hvis et tog taber en vogn kommer der ikke et andet tog og kører ind i den. Computeren kan også advare, hvis et tog har tabt en vogn, den viser det på skærmen hvis et tog er blevet “længere” end 4 hovedblokke (dvs. en vogn står tilbage og toget er kørt fra den).

Til hver lokomotiv/tog er der tildelt en “fahrregler” hvor med man sætter de enkelte data for hvordan toget skal køre. Under en fahrregler kan man bestemme hvor hurtigt det gældende tog må køre, man bestemmer også hvor lang tid toget er om at komme op i fart, hvor hurtigt det kører ind på en banegård og hvor lang tid det er om at standse. Til hvert tog tildeles en rute. Denne rute bestemmer hvilke spor toget må køre på og hvilken retning det kører. Anlæggets opbygning gør at flere tog kan køre af de samme ruter og alligevel holde ved siden af hinanden på banegårdene, da ruterne er lavet så togene kan vælge andre spor at køre på hvis det lige foran er optaget.