Nyt samarbejde med andre østjyske attraktioner

I bestræbelserne på at tiltrække flere besøgende har Modelbane Europa (Hadsten), Djurslands Jernbanemuseum (Ryomgård) og Djursland for fuld Damp (Allingåbro) aftalt at starte et samarbejde omkring en rabatordning på entréer og udlejning. Ønsket om en mere synlig markedsføring har ført til en aftale om et billetsamarbejde, hvor et besøg hos én af de 3 attraktioner fører til et tilbud om rabat ved besøg hos de to øvrige.
Billetsamarbejdet er sat i gang. I praksis får man, når man besøger én af attraktionerne og betaler entré, udleveret et klippekort. Ved efterfølgende besøg hos de to andre attraktioner viser man sit klippekort og får 20% rabat på prisen der. Klippekortet er gyldigt hele året i 2025. Kortet kan ikke kombineres med andre rabatordninger.
Djurslands Jernbanemuseum giver 20% rabat på voksenbilletter, og her møder man nostalgi for alle pengene – historien om jernbanerne på Djursland, unik samling af småeffekter fra jernbanerne i gamle dage. Kom tæt på store lokomotiver. Modeltog for børn og barnlige sjæle. Museet har åbent onsdag, torsdage og søndage i juni, juli og august. I juli også lørdage.
Hos Djursland for fuld Damp kan man leje en skinnecykel med 20% rabat - følge sporet på den nedlagte jernbane mellem Allingåbro og Randers. Man bestemmer selv farten, og hvor lang turen skal være. Der er utrolig mange skønne og hyggelige naturoplevelser forbundet med denne tur. På Den Gamle Station i Allingåbro er der desuden udlejning af kanoer, Værkstedsmuseum fra 1930érne til 1960érne og Allingåbro Modeljernbane (som stadig er under opbygning). Djursland for fuld Damp har åbent i perioden maj – september.
Hos os giver klippekortet 20% rabat på billetterne for voksne, børn og familier (2 voksne + 2 børn). Pensionister kan ikke få glæde af klippekortet her, da der i forvejen er rabat på pensionistbilletter. Modelbanen har åbent lørdage og søndage året rundt samt hver dag i skolernes påske-, sommer- og efterårsferie.