BR 403

I 1970 bestilte DB tre togsæt der skulle være med til at bringe dem ind i en ny tidsalder – højhastighedstogsæt. Alle sejl blev sat til og man byggede et togsæt helt i aluminium og med træk på alle aksler i hele togsættet – noget man skulle helt frem til ICE3 for at finde igen.

i 1973 blev det første togsæt overtaget af DB og gjort klar til brug. Det bestod af to endevogne (type 403 ) og to mellemvogne (type 404.0 der var en storrumsvogn og 404.1 der var en halvspisevogn med 24 pladser i restauranten). Togsættet var godkendt til 200 km/t, hvilket kun kunne opnås på hovedsagligt nybyggede strækninger. Der var indbygget luftaffjedring, som også brugtes til krængeteknikken. En teknik der kunne vippe vognkassen to grader til hver side og dermed øge togsættets hastigheder på kurverige strækninger med op til 30%. Grundet krængeteknikken var vognkasserne smallere i toppen end i bunden. De skrå sider, sammen med den meget karakteristiske front gav togsættene tilnavnet “Donald Duck”.

Desværre var omdrejningspunktet for kræveteknikken for langt nede i vognbunden og passagererne blev søsyge af at køre med krængeteknikken i brug, så den var oftest slået fra.

Et komplet togsæt havde 183 siddepladser, heraf 24 i restauranten, alle på første klasse og passede fint ind i DB’s InterCity tjeneste, hvor alle tre togsæt blev sat i drift med indførelsen af vinterkøreplanen 1974/75, hovedsageligt på strækningen mellem München og Bremen. Togsættene viste sig hurtigt at være ufleksible og dyre i drift, med få siddepladser og en personaletung restaurant. Indførelsen af anden klasse i InterCity driften ved vinterkøreplanen 1978/79 var dødsstødet for BR 403 som efterfølgende kun kom i drift ved specielle ture og til brug i måletjenesten.

Fra marts 1982 fik BR 403 en ny rolle, da de blev malet i Lufthansas farver og indsat i rutefart mellem lufthavnene i Düsseldorf og Frankfurt am Main, for at aflaste luftrummet mellem de to byer på den kun 300 km lange strækning og samtidig spare miljøet for forureningen ved den korte flyvetur. Lufthanse Airport Express, blev stille og roligt en succes, med sin korte rejsetid og smukke tur på den venstre Rhinstrækning. Succesen gjorde at Lufthansa lagde flere korte ruter om til togdrift, med først et lokomotiv at typen BR 111 og senere BR 103 begge ommalede i Lufthansas farver..

I 1993 opdagede man mange korrosionsskader på aluminiumskonstruktionen i BR 403 og de blev taget ud af drift. Samtidig var ICE nettet blevet mere og mere udbredt og en stor konkurrent til Lufthansa Airport Express, så Lufthansa valgte at lukke ned for togdriften og koncentrere sig om flyruter. Alle tre togsæt blev taget ud af tjeneste og opstaldet i Nürnberg, hvor de forfaldt mere og mere gennem årene.

Prignitzer Eisenbahn Gmbh (PEG) overtog i 2001 de tre togsæt og trak dem til deres værksteder i henholdsvis Putlitz og Meyenburg. Men PEG levede en omskiftelig tilværelse og begge værksteder blev lukket. En museumsforening i forbindelse med PEG havde ellers planer om at sætte et togsæt i stand og bruge de to andre som reservedele, men det blev ikke til noget og i slutningen af 2010 købte en privatperson alle tre togsæt og overlod dem til foreningen Eschenauer Kulturlokschuppen „Seku“ e. V.. De har fået undersøgt alle tre togsæt med henblik på renovering og reaktivering. Hvordan det går kan du læse mere om på denne hjemmeside.

Vi har på modelbanen en model af BR 403 i InterCity lakering.