VT877 “Der Fliegende Hamburger”/ VT04.0

VT877 “Der Fliegende Hamburger”/ VT04.0
Moderen til alle tyske lyntog. 

Ved køreplansskiftet i maj 1933 skete der noget epokegørende i Tyskland. I den nye køreplan havde man for første gang et togløb kaldet FDt (fjerntog med et togsæt). FDt 1 og FDt 2 var turen Berlin – Hamborg og retur. Togsættet var en helt nyudviklet togtype nemlig et kort dieseltogsæt med 2 motorer og en tophastighed på 160 km/t. Togsættet fik hurtigt tilnavnet ”Der fliegende Hamburger”.

Da stagnationen der kom efter første verdenskrig var ved at være ovre, var hastigheden på de tyske baner maksimalt 120 km/t. Men truslen fra flyindustrien der udviklede sig hastigt og en spirende automobilindustri, ja der måtte man finde på noget nyt der kunne vedholde kunderne.

Sjovt nok var første skridt inspireret af flyindustrien, nemlig Kruckenbergs ”Flugbahn-Gesellschaft”, der udviklede et toakslet propeldrevet togsæt bygget med tydelig inspiration fra flyindustrien. En svejst rørramme overtrukket med lakimprægneret lærred gjorde det ud fra karossen og bagerst var placeret en 440kW BMW flymotor der trak propellen.

”Skinnezeppelineren”, som den blev kaldt blev dog aldrig sat i drift, til trods for prøvekørsler der viste mulighed for hastigheder på op mod 230 km/t. Propeldrift viste sig først rigtigt at være rentabelt ved hastigheder på over 200 km/t.

Allerede parallelt med udviklingen af skinnezeppelineren, bestilte Deutsche Reichsbahn i februar 1931 den første ”hurtigtogsmotorvogn” hos WUMAG i Görlitz, der fik betegnelsen VT 877 a og b. Fra WUMAGs optegnelser kan man se at togsættet med den interne betegnelse VTA 640/2 kostede 322.126 ReichsMark. Togsættet rullede ud fra fabrikken i slutningen af 1932 og kunne overtages af RAW Wittenberge i foråret 1933. Det var den første motorvogn leveret i de nye hurtigtogsfarver violet og elfenben.

Det todelte togsæt bestod af en svejst karosse med en meget markant udførsel, hvor den afrundede snude og skørter hele vejen rundt, gjorde at den virkeligt anderledes i forhold til hvad man ellers var vant til at se. Udseendet var fremkommet efter mange tests i vindtunnel for at få så lidt luftmodstand som muligt. For at opnå dette undlod man også puffere og en normal trækkrog på togsættet, så det kunne ikke kobles sammen med andre togsæt.

I hver halvdel var der placeret en 410 HK Maybach motor type GO 5 på løbebogien (og dermed lige bag lyntogsføreren) sammen med en generator. Fremdriften at togsættet var elektrisk med to banemotorer i midterbogien (jakobsbogie) mellem de to toghalvdele.

Det 41,9 meter lange og 85 tons tunge togsæt havde plads til 102 passagerer på anden klasse og var godkendt til en topfart på 160 km/t. Men for at kunne få lov til at køre stærk, skal man også kunne standse igen. Så man byggede, ud over de normale tromlebremser, magnetskinnebremser på togsættet. Magnetskinnebremser er en kraftig elektromagnet man sænker ned mod skinne og så ellers tænder for den, så den yder en høj friktion og dermed også en stor bremseevne. Kombineret kunne de 2 bremsetyper standse togsættet fra 160 km/t på 800 meter.

FDt 1 og 2 var lagt ud til en gennemsnitshastiged på 125 km/t og en planhastighed på 150 km/t, med mulighed for at hæve farten til 160 km/t for at indhente eventuelle forsinkelser. Da toget nu virkeligt var en prototype, var man så fremsynet at man altid havde et erstatningstog klar, der bestod af en BR 03 med speciel tilladelse til at køre 140 km/t. VT877 havde en planlagt køretid på 138 minutter og erstatningstoget 148 minutter. Det kom kunderne til at opleve cirka hver fjerde gang, da togsættet kun kunne bruges til ¾ af de planlagte ture på grund af børnesygdomme. En stor fejlkilde var GO 5 motorerne der allerede det første år blev skiftet 13 gange (tilsammen).

Togsættet viste sig at have lige lovligt smalle sæder, da der skulle ”presses” 102 sæder ind med placeringen 3+1, efterfølgende togsæt fik derfor sædeplaceringen 2+1 og dermed kun 77 pladser. Det sidste gjorde at togsættene blev for små og der måtte laves mulighed for mertraktion, så flere togsæt kunne kobles sammen og styres af 1 mand.

Togsættet var fast stationeret i Berlin, frem til 1939, hvor det blev overflyttet til Hamborg, hvor det fik 3 måneders indsatstid, inden det blev stillet væk på grund af anden verdenskrig

Efter krigen befandt togsættet sig i den franske besættelseszone, hvor det indrettedes til lazarettog og først kom til persontogstjenste hos det nye ”Sydvesttyske Jernbaner” i 1949. I 1949 byggede man toget om til persontog, så det nu også havde 26 træsæder på 3. klasse. Toget skiftede navn til 04.000 a/b og kom i drift på ruten mellem Baden Bad Bahnhof og Frankfurt (Main), som togløbene FDt 77 og 78 (Rhein – Main). Tiden var nu en helt anden og rejsehastigheden var nu kun 70 km/t og toget kun i drift frem til 1950, hvor ”Sydvesttyske Jernbaner” blev indlemmet i DB.

Igen blev indretningen ændret, men nu tilbage så det var et rent anden klasses tog med 65 pladser og et køkken, så der kunne tilbydes forplejning ombord. Toget blev malet op i den nye bordeauxrøde farve, som DB havde valgt til sine lyntog, monteret Scharfenberg koblinger og mulighed for fjernstyring i tilfælde af mertraktion med andre togsæt. Det blev stationeret i Dortmund og tilknytningen blev flyttet frem og tilbage mellem Dortmund og Greisham et par gange I 1954 stødte det sammen med et damplokomotiv i Cochen, men det blev hurtigt istandsat, da man havde en stor mangel på motorvognstog. Havde ulykken sket 2 år senere, hvor man var i fuld gang med at bygge VT11.5 TEE motorvognstogene, var det nok blevet skrottet øjeblikkeligt.

Fra 1956 var det ved at være slut, togsættet blev overflyttet til Hamborg, men tiden for den ”flyvende hamburger” var ved at være ovre. Det blev sat på som reservetog sammen med VT08.5 enten som erstatning, eller supplement i forbindelse med togløbet FT 77 og 78 der med sit tilnavn HELVETIA løb mellem Hamborg og Zürich. Senere på året bestemte man sig for at tage sættet ud af tjeneste. Da havde motorvognstoget tilbagelagt 1,55 millioner km, heraf i tiden hos DB med GTO 56 motorer der havde samme indbygningsmål som de gamle GO 5 motorer. Ikke nok var togsættet en ”enegænger”, men det havde også flere og flere fejl, specielt på grund af sine nye arbejdsopgaver, hvor blandt andet bremsesystemerne ikke fungerede særligt godt sammen med bremserne i VT08.5.

Tyskerne var dog klar over ”Der Fliegende Hamburgers” betydning som forløber og trendsætter for ikke kun udviklingen af motorvogne i Tyskland, men også resten af Europa. Inspirationen gik også mod Danmark, hvor Ms og Mb lyntogene tydeligvis har inspiration af de tyske togsæt. Man besluttede derfor at gøre toget til et museumstog og føre det tilbage til original stand med GO 5 motorer og den flotte violet/elfenben farvekombination. Det blev tilknyttet transportmuseet i Nürnberg, der dog måtte placere det i en forladt hal ved det tidligere reparationsværkested Nürnberg. Ved 125 års jubilæet for de tyske jernbaner tog man en del af togsættet frem og på grund af den kroniske mangel på plads i museet endte man ud med at skære togsættet i stykker for overhovedet at kunne vise bare nogle dele af det. Det betyder at, i dag er der kun den forreste del af 877a til skue, med førerstand, motor og en del af passagerrummet. Resten er skrottet og væk for evigt.

På modelbanen var vi i sommeren 2008 så heldige at få fat i en model af den originale VT 877 bygget i model af KATO. Den blev straks idriftsat og spandt som en mis. For at det så ikke skal være nok, var der på ”store byttedag” i Skørring et togsæt til salg i varianten som hos DB. Den røg med i vores køb og dermed har vi 2 forskellige udgaver (og epoker) af helt det samme togsæt.